Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Pædagogiske læreplaner 

Vi er ved at udarbejde Engtoftens Pædagogiske læreplaner for 2017-2018.... vi arbejder derfor stadig efter den gamle Pædagogiske læreplan 2015-2016

 

 

Aktivitetsplan 

Aktivitetsplanen er her hvor I kan se de planlagte aktiviteter i det kommende år. Det vil være en god ide at lægge datoerne ind i jeres kalender, så er det nemt at følge med.

Her kan du finde Engtoftens Aktivitetsplan for 2017

 

Traditioner i Engtoften

En tradition er en handling der gentages med bestemte mellemrum, som er forudsigelig og noget man kan se frem til. Her i Engtoften har vi mange traditioner. Nedenfor er beskrevet enkelte af vore traditioner.

Fastelavnsfesten er en af årets højdepunkter for børnene. Denne dag er alle børn og voksne udklædte, og vi slår katten af tønden. I tiden op til denne dag, bruger vi tid på de aktiviteter som er forbundet med fastelavn. Det er fx pyntning af fastelavnsris og fastelavnstønde, det kan også være fremstilling af egen gipsmaske og generelt klippe/kliste.

Påske er præget af påskeklip, påskelege og påskefrokost for børnene. 

Blomsterdag/Bedsteforældredag afholdes i maj måned. Denne dag medbringer hvert barn en sommerblomst. Vi inviterer bedsteforældrene, eller en anden børnene har lyst til at invitere, til at komme om formiddagen og sammen med børnene plante de medbragte blomster i en af vore udendørs blomster kasser. Børnene er med til at passe/vande blomsterne hen over sommeren. Vi starter blomsterdagen med at byde vore gæster på kaffe/te og evt. medbragte kager. Vi slutter af med frokost, som børnenes gæster er velkomne til at deltage i.

Tour de Engtoften med inspiration fra "den store verden" afvikler vi en dag i juli "Tour de Toften" (samme periode som Tour de France). Denne dag har alle børn deres cykel med hjemmefra. Inden afvikling af selve cykelløbet, startes der med klargøring af cyklen, den bliver vasket og pudset. Selve løbet afvikles i lighed med "Tour de France", hvilket bl.a. vil sige med medaljeoverrækkelse til vinderne.

Sommerfesten holdes en fredag aften først eller sidst på sommeren for børn og forældre. Det er et hyggeligt arrangement, hvor I forældre kan møde hinanden og være sammen med jeres barn på deres sted. En sommerfest kan indeholde nogle fælles aktiviteter, eller noget underholdning samt fællesspisning med medbragt mad.

Idrætsdage i Engtoften - krop og bevægelse er vigtig. I efteråret arrangerer vi idrætsdage, hvor alle børnene på forskellige niveauer laver idræt. Det kan være løb, hop, cykling, kast mm.

Halloween - vi fejrer som sådan ikke Halloween, men vi laver græskarhoveder med lys i, og vi spiser græskarsuppe samt rister kernerne til snack.

Jul - tiden op til jul er præget af "juleværksted" med kreative aktiviteter med eks. træ, perler, maling og syning. produkterne kan evt, blive til julegaver under juletræet.

Der er julelege, julesange, bagning, klippe/klistre, dans om juletræet og besøg af julemanden.

En eftermiddag i december inviterer vi til julefest for forældre, hvor der bla. vil være Luciaoptog.

I øvrigt henvises til Aktivitetsplanen

 

Iagttagelsesmetoder

I forbindelse med forberedelse af forældre samtaler har vi ofte brug for iagttagelses metoder, som er anvendelige til beskrivelse af det enkelte barns udvikling.

Vi anvender:

  • Pædagogiske udviklings beskrivelser
  • TRAS skemaer
  • Kompetence skema som bla. bruges ved forældre samtalen i oktober måned inden barnet indskrives i SFO/skole

Brug af ovenstående iagttagelses metoder er besluttet i overensstemmelse med bestyrelsen. De indgår som et arbejdsredskab for personalet, og kan anvendes uden forhåndsgodkendelse af forældrene.

Kompetence skemaet underskrives altid af forældrene, pædagoger og leder.

Hvis de øvrige skemaer skal bruges til eks. indstilling til talepædagog og/eller psykolog, skal der altid medfølge en forældreunderskrift.

 

Principper - værdier

Anerkendelse

I en verden med forandring og travlhed, er der vigtigt at have nogle værdier at holde sig til. I Engtoften har vi sat fokus på 6 værdier som vi arbejder ud fra, og som er vigtige for os.

Anerkendelse børn og voksne i mellem bygger på ligeværd, hvilket betyder, at vi voksne møder børnene med en anerkendende holdning. Det vil sige nærværende, indlevende, forstående og respekterer at børnene er autoriter på egne vilkår. Vi anerkender det børnene siger, da alle følelser skal respekteres og tages alvorligt. Vi er lydhøre, men anerkendelse må ikke forstås sådan, at alt, hvad børnene siger og ønsker, skal opfyldes.

Forældrene ser vi som ligeværdige samarbejdspartnere, som på alle måder inddrages i samarbejdet om barnets udvikling. 

Vi ansatte er bevidste om at holde fokus på anerkendelse hos både børn, kollegaer, forældre og os selv. Og vi er bevidste om, at vi er rollemodeller for børnene og har indflydelse på barnets oplevelse af, hvordan man begår sig.

 

Inklusion

Alle børn, forældre og kollegaer mødes med respekt for deres personlighed og kompetencer. Alle skal føle sig set og hørt og opleve at være en del af fællesskabet.

Vi skal skabe rammer, så alle får gode udviklings betingelser. Vores fokus er på børn med særlige udfordringer.

  

Venskaber og relationer

Venskaber er nødvendige. Venskaber modvirker mobning. Venskaber giver fællesskaber.

Vi definerer venskab som et tæt knyttet "bånd" mellem to eller flere børn. Et aktivt "bånd" skabt på baggrund af fælles oplevelser, interesser og samhørighed. Venskaber har en aktiv plads i Engtoften.

Vi mener, at venskaber er vigtige, bl.a. fordi det at knytte nære tilhørsforhold medfører, at man er i stand til at vise større åbenhed accept/respekt over for andre. Derudover kan man mærke den vidunderlige følelse, som det er "at blive holdt af og at være savnet". Venskaber udvikler sociale kompetencer.

Vi støtter og hjælper ´de børn med særlige udfordringer, hvor det at knytte relationer med andre er svært.

At kunne indgå i relationer betyder, at man kan skabe samspil med andre, det være sig børn-børn og børn-voksne.

  

Omsorg og empati

At drage omsorg for et barn betyder, at man tager ansvaret for både det fysiske, følelses- og udviklingsmæssige behov.

Den fysiske omsorg dækkes ved, at børnene bliver ansvarligt passet på, hvad angår fx kost, hygiejne og påklædning.

Den følelsesmæssige omsorg/behovet for tryghed dækkes ved en forudsigelig hverdag med kendte rutiner, gode vaner, og at de voksne er anerkendende i omsorgen, så børnene føler sig trygge. Der udover skal børnene opleve stabile voksne, der har genkendelige reaktioner og overholder det de har lovet.

Den udviklingsmæssige omsorg dækkes ved at iagttage børnenes behov for at lære nyt og støtte dem heri. Pædagogerne udfordrer også børnene til at prøve nye fysiske, sproglige og forståelsesmæssige udfordringer.

Empati betyder, at vi kan aflæse andre menneskers følelsesmæssige tilstand. Vores pædagogiske opgave består i, at lære børnene at aflæse hinandens følelsesudtryk, fx hvornår børn er glade eller kede af det, og understøtte dem i, hvordan de kan trøste hinanden. At have empati for andre modvirker mobning.

  

Kultur og traditioner

Traditioner er noget man bl.a. kan kende en kultur på. En tradition er en handling, der gentages med bestemte mellemrum, og som derfor er forudsigelig, og noget man kan se frem til.

Traditioner/aktiviteter der knytter sig til fx fastelavnsfest, blomsterdag, Tour de Engtoften, sommerfest, julefest og projekter mm.

Aktiviteter der knyttet sig til vinter, forår, sommer og efterår. Og som knytter sig til de tilbagevendende højtider som jul og påske.

 

Humor

Humor er et anerkendt "redskab" til at takle tilværelsen. Vi giver plads til at humor kan udvikle sig i det daglige samvær, man skal kunne grine sammen, kunne se verden fra en skæv vinkel.