Nedenstående er en beskrivelse af, hvordan en dag kan være i Engtoften. Dagene kan være forskellige. En dag kan være stille og rolig, en anden dag urolig. En af vores opgaver er at give børnene nogle genkendelige, trygge og udfordrende rammer i deres hverdag.

Når vi åbner om morgenen, henholdsvis kl 6.30 eller 7.00, starter vi med morgenmad for de børn, der ikke har nået at spise hjemmefra. Vi spiser samlet ved det store bord i køkkenet.

Efterhånden som de voksne møder ind, bliver børnene fordelt til stuerne i nord og syd, og omkring kl. 8.30 er alle stuerne åbnet.

Så begynder dagens aktiviteter stille og roligt at gå i gang. Børnene begynder at etablerer lege. Puslespil, farver, dukkekrog, biler eller bare en bog i sofahjørnet eller på madrassen. Venner begynder at komme og legefællesskaberne starter op.

Mellem kl 8.30 – 12.30 er der flest medarbejdere på arbejde. Derfor er det om formiddagen de fleste aktiviteter sker.

Overordnet i huset har vi nogle faste projektuger, hvor børnene (og de voksne) arbejder på tværs af huset. Det er de Pædagogisk lærerplanstemaer der arbejdes med i disse uger. (du kan læse mere om det under Pædagogik i Engtoften)

En formiddagsaktivitet kan være planlagt på forhånd eller den kan opstå spontant, feks. hvis børnene viser interesse for noget specielt som personalet "griber" fat i. Planlagte aktiviteter kan være motorik og bevægelse, sang, læsning, ture ud af huset, maling mm.

De allermindste børn har deres helt egen rytme. I løbet af formiddagen skal de som oftest ud at sove, og de spiser når de har behov for det.

Ca. kl. 11 spiser vi frokost. Børnene hjælper med at anrette rullebord. Der er megen læring i denne opgave fx at tælle, og få rettet de rigtige ting an.

Efter frokost er der små børn der skal skiftes og ud og sove. De mindre børn sover i krybber i liggehallen, og de lidt større børn sover indenfor på små senge.

De øvrige børn skal på legepladsen, uanset, hvilket vejr det er. På det tidspunkt er der stille og roligt på legepladsen, da de mindste børn sover. Det nyder de store børn godt af, så er der plads til løb og cykling.

Kl. 14 er der eftermiddagsmad. Her serveres brød og frugt. Efterfølgende er der leg på stuen eller på legepladsen.

I løbet af eftermiddagen bliver børnene stille og roligt hentet. Stuerne bliver lukket ned efterhånden som børnene og personalet går hjem.

Vi lukker i henholdsvis nord og syd.

I øvrigt henvises til vores Aktivitetsplan. Her er beskrevet, hvilke fastlagte aktiviteter der i løbet af året samt datoer.